Denne promenade tager os rundt i en lille, velgemt perle, Butte Aux Cailles-kvarteret i det syd-sydøstlige Paris. Promenaden kan kombineres med et besøg i den store parisiske Chinatown (sydøst for Place d’Italie) eller i Paris’ katakomber (se: http://www.catacombes.paris.fr).
Butte aux Cailles har fået lov til at bevare sit særpræg navnlig på grund af den markante udvinding af kalksten, der har fundet sted i området. Det har gjort undergrunden under kvarteret porøs, og der er grænser for, hvor meget man kan bygge oven på. Butte-aux-Cailles bliver på den måde en art landsbyagtigt bebyggelse, hvor tiden går lidt mere stille, og hvor boligpriserne ikke er drevet i vejret på helt samme måde som i det øvrige Paris. Det giver en mere blandet befolkning, og kvarteret har præg af tilholdssted for venstreorienterede unge – der er med andre ord masser af grafitti, man kan studere.
Rutebeskrivelse
Promenaden tager os rundt i kvarteret, men man kan lige så godt bare vandre rundt på egen hånd, tage stemningen ind og nyde en øl på en af kvarterets mange caféer. Butte aux Cailles afgrænses mod nord af Boulevard Auguste Blanqui, mod vest af Rue Barrault, mod syd af Rue de Tolbiac og mod øst til dels af Rue Bobillot, mod sydvest dog af Rue du Moulin du Pres.
Promenaden
Vi starter på Metrostationen Corvisart. Her går vi mod vest af Boulevard Auguste Blanqui og finder den lille Rue Eugène Atget. Den fører os gennem en port ud i den lille park, Jardin Brassaï. Fra parken fører Rue Jonas opad til den møder Rue des Cinq Diamants, en af de livlige gader i Butte-Aux-Cailles. Og lige dette hjørne er meget vigtigt. For her ligger restauranten Chez Gladines. Vi har sørget for at time promenaden, så det er tid til frokost. Restauranten er åben, og vi lægger mærke til, at der er kø for at komme ind, mens de andre restauranter endnu er tomme. Gladines er helt speciel. Man kan ikke betale med kort, der er alt for mange borde, der står enormt tæt sammen. Man får ikke med sikkerhed, det man har bestilt, til gengæld vil man lære de andre gæster godt at kende og muligvis – på grund af pladsforholdene – komme til ved et uheld af bytte bestik eller vandflaske med dem i løbet af måltidet. Men stemningen er helt unik. Der grines en del på Gladines og Madame står selv bag disken og styrer stedet med charmerende hånd. Køkkenet er godt, billigt, rigeligt og mættende, lagt an på det franske baskerland, der også har sat sit præg på Madames udtale. Restauranten er et must!
Det skal tilføjes, at Gladines i disse år er ved at udvikle sig til en kæde med foreløbig fire restauranter i Paris. Men den i Butte Aux Cailles er den første (og bedste).
Mætte, tilfredse og lidt øre i hovederne begiver vi os videre ind i kvarteret. Vi går op af Rue Jonas, drejer til venstre af Rue Gérard og så til højre af Rue Simonet. Undervejs studerer vi grafitti og nyder hvordan landsbystemningen sniger sig ind på os, mens vi følger de bakkede veje gennem kvarteret. Vi følger Rue Bobillot, så Rue Martin Bernard og drejer til højre af Rue Buot. Vi fortsætter af Rue de la Butte aux Cailles og krydser Rue Barrault. Her er vi ude af kvarteret, men vi skal lige – via Rue Daviel – over til den lille Rue Vergniaud og finde nummer 34. Her ligger den pudsigste lille kirkebygning, den ligner mest af alt prototypen på en amerikansk landkirke, men er dog bygget i sten. Den huser Culte Antoine, en sekt baseret på Antoines lære. Antoine var en belgisk stenhugger og stålarbejder, der lærte sig selv healing og byggede en religion op omkring det. Hans – og andres – skrifter kan købes i kirken, der blev bygget i 1913, året efter Antoines død.
Vi skal tilbage ind i Butte aux Cailles, så vi går ned til Rue Tolbiac, drejer til venstre, så op ad Rue Barrault, Rue Michal og til højre af Rue de l’Espérance, der glider over i Rue de la Butte Aux Cailles – vi er i hjertet af kvarteret igen.
Her passerer vi de mange caféer og barer på kvarterets hovedstrøg, lader os muligvis friste, men fortsætter ellers til Rue Chéreau, der fører os tilbage til Rue Bobillot. Vi går til højre, finder Rue du Moulinet, som vi følger til vi på venstre hånd ser den lille Passage du Moulinet – den ligger lige over for den lille bypark, der er dedikeret til de berømte franske ballonfarere, Montgolfier-brødrene. Vi går ned af passagen, til vi rammer Rue de Tolbiac, som vi drejer til venstre af.
Promenaden slutter ved metro Tolbiac.
Skulle vi have lyst, kan vi her dreje til venstre op ad Avenue d’Italie og finde indkøbscentret Italie Deux – et i sjælden grad trist og mislykket indkøbscenter, der huser alle de sædvanlige mærker. Det anbefales ikke.
Pariserpromenader 