Ruten fører os fra Bastillepladsen gennem det 12. arrondissement. Vi skal se på kunsthåndværk, lægge vejen forbi et levende og meget lokalt marked, spise lækker italiensk is, gå i en park i første sals højde, se en hemmelig kirke og slutte af med at studere et stykke arkitektur, der nok er mere imponerende end pænt. Og så skal vi da også forbi et top-hipt galleri / værksted for arbejdende kunstnere, nye restauranter, se et kæmpestort springvand og besøge Paris’ største Street food. Allons-y.
Rutebeskrivelse
Dagens promenade er så lang, at den deles op i to. Samlet fører den os fra Bastillepladsen gennem det stadigt mere interessante og hippe 12. arrondissement, til vi rammer udkanten af Paris og kommer på en skovtur i Bois de Vincennes. Den samlede promenade leder os helt til forstadsbyen Vincennes og Château de Vincennes. Første del stopper dog ved Paris’ sydøstlige grænse, la Porte Dorée. VIGTIGT: Af hensyn til markedstider skal promenaden IKKE gås på en mandag, og den skal starte om formiddagen.
Promenaden
Promenaden starter på Bastillepladsen. Vi er ankommet med metroen og er gået ned af Boulevard de la Bastille, hvor vi har set på den nye opera (kæmpebygningen, der ligner et badeværelse med vrangen ud af). Vi drejer ned af Rue de Bercy og når frem til Rue Crémieux. Det er jo altid rart at gå i solskin. I Rue Crémieux er det et must. Den smalle brolagte gade er på begge sider omgivet af huse i klare pastelfarver, der sender en venlig hilsen til Middelhavets farvepalette. Foran de fleste huse har ejerne stillet store grønne planter op, så Rue Crémieux i sollys giver en illusion af, at man har bevæget sig 1.000 kilometer sydpå.
Vi går hele vejen igennem, når ud til Rue de Lyon, krydser vejen og drejer til højre. Vi finder Rue Traversière og følger den, til vi når Avenue Daumesnil – den kommer vi til at krydse og følge flere gange på denne promenade. Vi krydser avenuen og kan vælge at fortsætte af Rue Traversière til første kryds, hvor vi så vender 180 grader og går tilbage til Avenue Daumesnil. Det er en lille omvej, men Rue Traversière er hyggelig, og restauranten “Le Singe à Paris” lokker med sit store glasparti ind til køkkenet, og de fuldt besatte borde. Publikum er ungt og maden supergod til prisen. Restauranten scorer fornemme anmeldelser på sociale medier, og det er der en grund til.
Tilbage på Avenue Daumesnil går vi nu langs Viaduc des Arts, en genistreg i den nye parisiske byarkitektur. Viadukten blev oprindeligt bygget til den nu nedlagte togstrækning til Reuilly, og om lidt skal vi se, hvad der erstattede togskinnerne. Men lige nu fanges øjet af de små butikker, der er opstået i hver af viaduktens buer. Butikkerne lejes ud til arbejdende kunsthåndværkere, og der er virkeligt gode og originale indkøb at foretage. Viadukten lægger også hus til to restauranter, tæt befolket med studerende og derfor rigt på opladningsmuligheder til mobiltelefoner… Hvis man er i Paris i december, skal viadukten ses efter mørkets frembrud, hvor den oplyses og fremstår utroligt smuk.
Vi kunne sagtens bruge en dag ved Viaduc des Arts. Men det er ikke i dag. Vi går videre og finder gennemgangen til Rue Abel, hvor restauranten, café’en og spillestedet Le Pop-Up Du Label har slået døren op. Vi kigger inden for og ser de fantastiske graffiti-vægmalerier, der pryder væggene. Og fortsætter så op af Rue Abel. I krydset går vi op af Rue de Prague og på første hjørne finder vi Maison du Cerf-volant – en butik helliget drager (dem, man sætter op, ikke dem fra Game of Thrones…). På modsatte hjørne ser vi Libraire la Terrasse, der understreger, at 12. arrondissement kan lide farver på facaden.
Vi drejer til højre og og så til venstre af Rue Charles Baudelaire – digteren, der sagde, man altid bør være beruset. Det er jo op til os selv, og på hjørnet af Rue Charles Baudelaire og Rue Théophile Rousseau (hvor der ligger en fin lille park) drejer vi til højre. Der er mange gående omkring os nu. Foran Le Pain Naturel sidder en masse mennesker i livlig snak, mens de nyder kaffe og godt brød. Vi er på vej mod Place d’Aligre, der huser Marché Beauveau – på én gang loppe- og fødevaremarked. Og kæmpestort. Det benyttes i stort omfang af de lokale, og det er jo et kvalitetsstempel i sig selv. Der er boder overalt, meget fanger blikket, men vi løfter det et kort øjeblik og beundrer de smukt rundede bygninger, der slutter pladsen af og gør den til et lukket, dog åbent rum.
Vi går videre, måske efter at have nydt en kop kaffe. Finder Rue de Cotte og kan samle en pirog eller et stykke pizza op ved Pizza al Taglio på gadens venstre side (NB: Når ejeren siger, at piroggen er meget stærk, så er det ikke bare for sjov…)
For neden af gaden ser vi – på den anden side – en ikke særligt bemærkelsesværdig døråbning med et lille skilt over, hvor der står “100”. Det er rammen om 100 arbejdende kunstnere og deres skiftende udstillinger. Man skal ikke lade sig snyde af den tilsyneladende beskedne indgang, men lade sig lokke ind og kaste et blik på udstillingerne. Lad det dog blive ved det hurtige blik – vi har stadig en lang tur foran os.
Vi går tilbage af Rue d’Aligre, krydser igen pladsen og fortsætter, til vi møder Rue Crozatier. Her drejer vi til højre og så til venstre af Passage Brûlon, der fører os gennem et lille, lukket boligkvarter og forbi den lille, hyggelige Léo Ferré-park. Vi kommer ud på Rue de Citeaux, hvor øjet fanges af noget så usædvanligt som ukrudt mellem stenene i gaden. Det er med vilje – kvarteret er en del af kommunens satsning på et grønnere, naturligere Paris. Helt i den ånd ligger der på vores venstre hånd en blanding af café og cykelbutik, le Jour du Vélo. Vi passerer den og når gadehjørnet. Her finder vi café’en l’Appart, der er et besøg værd. Førstesalen er indrettet som en lejlighed, så man spiser og drikker i hjemlige, omend lidt rå rammer.
Vi drejer 180 grader og går tilbage af Rue de Citeaux, som krydser Rue Crozatier, og for enden af Rue de Citeaux drejer vi til højre af Boulevard Diderot, som vi følger, til den krydser Avenue Daumesnil. Og her holder vi tungen lige i munden og ser os godt for. For her på hjørnet, i krydset mellem avenuen og boulevarden, på vores højre hånd, finder vi opgangen til La Coulée Verte (tidligere Promenade Plantée). La Coulée verte er en blanding af park og bred sti, der løber oven på Viaduc des Arts. Den skal vi følge et stykke tid – med en afstikker eller to – og den er et grønt åndehul, der lægger op til slentretempo. Selv efter viadukten hører op, fortsætter La Coulée Verte, hvor jernbanesporet til Reuilly tidligere løb. I alt er den cirka fire kilometer lang, så den er en stor del af vores promenade. Der er gadekunst og vægmalerier, skovlignende passager, pludselige glimt af storby, moderne arkitektur… Der med andre ord rigeligt at se på.
Efter nogle kilometer finder vi nedgangen ved Rue De Rambouillet (vi vender tilbage til La Coulée Verte igen), men lige nu skal vi krydse vejen og gå ned af Rue Du Charolais. Igen skal vi se os godt for; på højre hånd, lige i starten af gaden, ved siden af en bred, privat vej for de franske statsbaner (SNCF), finder vi en trappe op til Ground Control – Paris’ pt største Street Food-restaurant. Vi er i afdelingen for über-cool, fusions-street køkken og DJ’s, men på en behagelig, uhøjtidelig måde, det er nemt at finde sig til rette i. Ground Control er klart sjovest om aftenen og i weekend’er, men er ganske spændende også en tirsdag formiddag.
Vi inspicerer stedet og dets gæster, tager måske en ingefær-, kardemomme-, gulerods-, grøn te-juice og vender så tilbage til La Coulée Verte.
Tilbage på La Coulée Verte kigger vi tilbage mod hjørnet Rue de Charolais / Rue de Rambouillet. Vi løfter blikket og får øje på skulpturfrisen på taget af … politistationen i 12. arrondissement.
Vi fortsætter af La Coulée Verte, hvor omgivelserne langsomt ændrer sig til mere beboelsesagtig karakter. Vi noterer os, at beboerne ud til Couléen har ladet sig inspirere og beplantet deres altaner, så de modsvarer Coulé’ens flora. Vi kommer nu gennem byparker, går af en art hængebro, der ryster faretruende under hvert skridt. Broen fører os henover Jardin de Reuilly, og vi fortsætter af Rue Albinioni. Herfra ligeud af Allée Vivaldi. Vi drejer til højre af Rue Paul Dukas, og kommer igen ud på Avenue Daumesnil. Her går vi forbi den tidligere Reuilly banegård, der minder os om, at en gang behøvede banegårde ikke være grimme, hvorefter vi drejer op af Rue Brahms og til højre igen af Allée Vivaldi, der nu bliver til ét med Coulé’en.
Og nu bliver Coulé’en for alvor grøn og vild. Vi kommer gennem tunneler, vi er omgivet af skovlignende vækst, og vi mister flere gange fornemmelsen af at gå i en storby. Eller i en by i det hele taget. Først da Coulé’en rammer Rue de Picpus, forlader vi den. Vi går af trapperne op i gadeniveau og drejer til højre.
Vi følger Rue de Picpus til den når til et stort vejkryds. Her drejer vi til højre af Boulevard de Reuilly og gør klar til én af dagens helt store kulinariske oplevelser. I nummer 59 finder vi nemlig Raimo Glacier, Paris’ ældste fabrikant af is. Italiensk is. Nu er vi glade for, at vi nøjedes med en pirog ved Place d’Aligre, for Raimos is er i særklasse, og vi sidder foran hans is-restaurant og ser gadelivet passere.
Efter isen fortsætter vi videre i samme retning af Boulevarden til vi når det store Daumesnil-springvand. Springvandet var egentlig en del af et større vandkompleks, der senere blev til Republikpladsen, og det blev flyttet til sin nuværende placering i 1880’erne. Smukt er det under alle omstændigheder, selv om trafikken skæmmer det lidt.
Vi går videre af Avenue Daumesnil i retning mod sydøst (væk fra Bastillepladsen). På vejen passerer vi nummer 203 – bageren Fabrice Leroy. Han vandt præmien for Paris’ bedste baguette i 2018 – så hele dette år er det ham, der forsyner præsidentpalæet med baguette! Vi fortsætter dog forbi det gode brød, men allerede ved nummer 186 gør vi holdt. Her ligger en tilsyneladende underligt proportioneret kirke. Utroligt smal i forhold til sin højde. Vi går indenfor og ser efter, hvad det nu handler om. Og overraskes, da vi træder ind i et kirkerum, der er langt bredere end bygningens facade. Forklaringen er simpel: Da kirken blev bygget i 1935, stod der allerede andre bygninger ud mod Avenue Daumesnil. Da disse bygninger ikke skulle rives ned, måtte man gøre facaden smal – for så til gengæld at bygge det bredest muligt kirkerum på den grund, der lå bag avenuen. Så kirkerummet overrasker med sin størrelse. Og skræmmer lidt med sit dystre mørke – rummet er højloftet og det naturlige lys kommer fra meget højtsiddende vinduer.
Trætheden kan begynde at melde sig nu, og turens første del er ved at være til ende. Vi træder ud på Avenue Daumesnil igen og fortsætter videre mod sydøst. Små lækre madbutikker pryder avenuens højre side, og flere bagerier og konditorier lokker. Det kan dog betale sig at vente, næsten til enden på avenuen er nået. Her, på højre side, ligger Boulangerie Vandermeersch (ja, han er af belgisk afstemning) det sydøstlige Paris’ suverænt bedste kagemager. Vi køber noget med hjem og glæder os, mens vi tager de sidste par 100 meter. Vi nærmer os nu Porte Dorée, hvor øjet dels fanges af den noget imposante vandkunst, men navnlig af Art Déco-mesterstykket, Palais de la Porte Dorée, en bygning, der mange måder er et kunstvært i sig selv, opført i 1931 som ramme om en permanent udstilling om de franske kolonier. Bemærk friserne på bygningens yderside. De understreger bygningens oprindelige formål.
I dag huser palæet dels Immigrationsmuseet, dels et gigantisk tropisk akvarium. Bygningen er i sig selv et besøg værd, og udstillingerne blot et ekstra plus.
Men: Vi skal ikke på museum. Vi skal fortsætte videre på promenadens anden del ind i Vincennes-skoven (se artiklen: På langtur i det 12. – del II). Eller hjem, fordi vi er trætte. Så vi finder metroen og sætter os godt til rette med kagerne fra Vandermeesch på skødet.
Pariserpromenader 