På Montmartres snoede gader

For mange er Montmartre essensen af det romantiske Paris. De stejle, snoede gader, den dæmpede belysning fra lygtepælene, firkanterne af lys og latter, der strømmer fra de tætstående boligejendomme. For andre er Montmartre Sacre-Coeur i dens skærende hvidt. Og for andre er Montmartre en turistfælde. De har alle ret. Og desuden er Montmartre rammen om et fantastisk kulturtilbud og et levende stykke kunsthistorie i sig selv. På denne promenade stifter vi bekendtskab med det hele. Dette er én af de mest fotogene promenader.

Promenaden kan med fordel kombineres med et besøg i Sacre Coeur.

Rutebeskrivelse

Ruten starter på kanten af Montmartre, ved Metrostationen Anvers. Herfra går det opad mod Sacré-Coeur, før vi dykker ned i Montmartres krogninger og snoninger. Vi kommer til at gå rigtigt meget op og ned, og rigtigt meget på trapper. Undervejs passerer vi berømte kunstnere boliger og arbejdspladser, vi ser en vinmark og en kærlighedsmur og slutter af ved Abbesses – metrostationen med den længste og dybeste trappe af dem alle.

Vi starter som sagt ved metrostatonen på Boulevard de Rochechouart. Vi går lige op af Rue de Steinkerque, domineret af butikker rettet mod turister og stærkt befærdet. Vi når frem til Place St. Pierre med dens lille karussel, og her er der så tre muligheder for at komme videre; den snoede vej op gennem parken til Sacre Coeur. Trapperne op af Rue Foyatier mod venstre. Eller den lille tovbane – funiculare’n – der kører op til Sacre Coeur.

Uanset hvilket valg vi tog, står vi nu foran Sacré Coeur-Basilikaen og beundrer dens rene linjer og knejsen mod himlen. Eller måske har vi den lige nu i ryggen og står i stedet og tager synet af Paris ind, som byen breder sig ud foran fødderne på os. 

Her kan vi så vælge at lægge vejen ind i Sacre Coeur og se basilikaen. Promenaden lægger dog i stedet vejen venstre om kirken, der blev bygget i perioden 1875-1914. Byggeriet var til dels en påmindelse om nederlaget til de uregerlige, ateistiske kommunarder, der skabte pariserkommunen 5 år tidligere – og som blev så brutalt nedslagtet. Montmartres kulturelle betydning er i høj grad skabt på baggrund af den historie, og den følger os rundt på promenaden.

Vi fortsætter bagom kirken, hvor vi finder den lille bypark, Square Blanchet. Et hyggeligt lille sted, anlagt på en faldende skråning. Overblikket mod Paris’ nordlige forstæder er ganske godt, og vi går gennem parken og ud af den lille låge i bunden, hvor vi træder ud på Rue de la Bonne. Vi fortsætter tværs over Rue Lamarck og så ned af den meget stejle trappe-gade Rue Becquerel.

For foden af gaden går vi ud på Rue Custine og ind i et mere dagligdags præget kvarter. Vi drejer til venstre og kommer til kryds, hvor vi fortsætter af Rue Caulaincourt. Lidt nede af gaden, drejer vi til venstre af Rue de l’Abbé Patureau, der udvikler sig til en trappe – denne gang op. Vi krydser nok en gang Rue Lamarck, tager en trappe mere og drejer så til højre af Rue Paul Féval. Den følger vi til vi når enden, hvor vi ser på den pittoreske kirkegård, Cimetière Saint Vincent.

Vi drejer til venstre af Rue des Saules og stopper ved nummer 22. For her ligger Cabaret’en Au Lapin Agile (den adrætte kanin), som for alvor var Montmartres første kabaret med den blandede optræden af bensvingende damer, gøglere og knivskarp – ofte plat – politisk satire. Og et arnested for den gryende franske figur, den intellektuelle, kunstneren med mod og mening. Cabaret’en er stadig i funktion.

Og på hjørnet overfor, en anden af Montmartres små overraskelser; vinmarker. Det er ikke meget vin, de giver, men hvert år i oktober afholdes der en vældig, offentlig fest for at fejre vinhøsten.

Bag vinmarkerne aner vi et højt, hvidt hus. Det er Montmartre-museet, og der skal vi hen nu. Så vi fortsætter op ad Rue des Saules, til vi når Rue Cortot, som vi drejer ind af. I nummer 12 finder vi indgangen til museet.

Vi fortsætter hen af gaden og passer nummer 6 på vejen. Over døren forkynder en undseelig plakette, at her boede Erik Satie, den geniale komponist. Satie boede bo Montmartre i cirka otte år, før fattigdommen tvang ham ud i forstaden Arcueil. Men han havde lykkelige år på Montmartre, hvor han blandt andet spillede i cabaret’erne, skrev musik og forelskede sig håbløst i Suzanne Valadon – model, muse, kunstner. Ejer af nummer 12 i samme gade, hvor hun boede med sin søn, den berømte kunstmaler Marcel Utrillo. Sådan sluttes ringe hele tiden på Montmartre, det bliver ikke sidste gang, vi ser det.

For enden af Rue Cortot drejer vi til højre af Rue du Mont-Cénis. Den fører os ned til Rue Norvins og Place du Tertre. Det kan godt være lidt svært at holde af Place du Tertre, men den er faktisk en hyggelig og levende plads på sine egne præmisser. Her kan man så gå og falde i staver over kunstnernes vekslende grader af talent, se på mimere og holde sælgere på behørig afstand.

Vi tager det hele ind, går en gang rundt om pladsen, til vi igen er på Rue Norvins, hvorefter vi fortsætter til venstre af den. Og nu står billedmulighederne i kø. Ved nummer ni finder vi en gammel, smuk drikkevands-fontæne og blot lidt efter den bygning, der huser de ansvarlige for Montmartres vin-produktion – Commanderie du clos Montmartre.

Videre går det, lidt efter passerer vi den ligeledes historiske cabaret Le Passe-Muraille på højre hånd, Rue Norvins bliver til Rue Junot og på venstre hånd har vi så Tristan Tzaras, den berømte dadaists, hus. Vi stopper ved synet af en stor, overgroet klippeblok. Og det er godt, for bag den ligger Passage de la Sorcière og den skal vi følge. På den måde når vi frem til Rue Lepic, hvor vi drejer til højre af Rue Tourlaque. Her finder vi igen, for en kort bemærkning, Rue Coulaincourt, som vi drejer til venstre af.

Igen til venstre af Rue Joseph de Maistre, der bliver til Rue Lepic, der bliver til Rue des Abbesses. Vi passerer den udmærkede restaurant La Villa des Abbesses og drejer til højre af Rue Burq.

Nu til højre af Rue Durantin, der bliver til Rue Garreau. Vi drejer så til venstre af Rue Ravignan, og dér – på venstre side – gemmer bygningen Le Bateau Lavoir sig. Der boede og arbejdede Picasso og en lang række andre kunstnere, og det var dér, Kubismen så dagens lys.

Vi fortsætter af Rue Ravignan og over den lille, fine plads Place Emile-Goudeau. For enden drejer vi til højre af Rue Berthe, og så tager vi trappegaden Rue Drevet.

Mens vi sender en tanke til de mange parisiske postbude, hvis led og sener er blevet slidt op på disse trappetrin, drejer vi til høje af Rue des Trois Frères. Var vi gået til venstre, havde vi set den udmærkede og meget hyggelige restaurant La Vache et le Cuisinier, men nu gik vi til højre og når til nok en trappegade, Passage til Abbesses, som vi selvfølgelig skal ned af.

Den følger vi, til vi når Rue des Abbesses, som vi drejer til venstre af. Så til venstre af Place des Abbesses og ind i den lille bypark bag pladsen, der domineres af en gigantisk karussel. I parken ser vi kærlighedsmuren – Le mur des je t’aime – præget af kærlighedserklæringer på talrige sprog. Rørende, overvældende, sjovt.

Vi går parken rundt, sidder måske lidt på en bænk og går så ud på pladsen igen, ned af Rue Vieuville og så er vi fremme ved metrostationen Abbesses. Før vi går ned i metroen, tager vi et øjeblik, hvor vi beundrer selve indgangen til Metroen. Stilen er Art Nouveau, arkitekten er Hector Guimard og det hele er så smukt lavet, at der står én af de oprindelige stationsindgange på Museum of Modern Art i New York. Når det er mørkt, er indgangen nærmest som indgangen til et elverrige.

Det glæder os og styrker os til dagens sidste prøvelse; turen ned af vindeltrappen til metrostationen Abbesses, begravet dybt, dybt under Montmartre-højen.