Denne promenade tager os gennem en stor del af det 17. arrondissement, i Batignolles-kvarteret. Undervejs skal vi besøge en af i de bogstaveligste forstand lækreste gader i Paris, vi skal se på to charmerende parker og vi slutter af med det pt. største byfornyelsesprojekt i Paris – kvarteret omkring den nye Martin Luther King-park.
Overordnet rutebeskrivelse
Turen starter ved metrostationen Monceau, der ligger lige ved Parc Monceau. Her fra går den gennem parken og ind i Batignolles-kvarteret, et levende og meget “lokalt” pariserkvarter. Vi går af Rue de Lévis og Passage de Lévis, der bugner med lækre fødevareforretninger på begge sider af den smalle, travle gade. Efter en afstikker ned i en smuk lille passage, går vi til Batignolles-parken, der er berømt for sine vandløb og en lille grotte, hvorfra en kilde udspringer. Herefter skifter turen igen karakter, når vi når ud i det nye Batignolles med tætte højhusbyggerier og en helt ny, stor by-park – Martin Luther King Parken. Vi går gennem parken og ud på et andet af Batignolles lækre strøg, Rue Legendre. Her fra går vi af den travle Avenue de Clichy, og videre til turens afslutning ved Simone-Veil – Europe metrostationen. Spænd skoene og spis endelig ikke på forhånd – vi skal smage på en masse spændende delikatesser!
Hvad man oplever undervejs
Parc Monceau hører egentlig ikke til Batignolles, men er et godt udgangspunkt for turen. Parken er anlagt efter klassicistiske principper, så romersk-inspireret arkitektur dominerer mellem bassiner og små broer. Vi skal herefter se på et lille, eksotisk privatsamler-museum, og så kommer vi ind i selve Batignolles, hvor fokus er på de mange lækre delikatesseforretninger og restauranter i de små gader i Rue de Lévis / Rue Legendre-kvarteret.
Det grønne centrum i Batignolleskvarteret er parken. Parc de Batignolles er en smuk park med vandløb, og overraskende detaljer og skulpturer. Hjertet i parken udgøres af en lille grotte, hvor en kilde udspringer. Kilden bliver herefter til en del af det forløb af små bække, der risler gennem parken hen mod udgangen, hvor den lokale Petanque-klub holder til.
Og så ændrer kvarteret igen karakter, vi kommer nu ind i den mest nybyggede del af Paris – et meget fortættet højhuskvarter, der omgiver et stort grønt område, som beboerne flittigt søger med deres børn. Her troner Paris’ nye justitspalæ for parkens ende (Maigret-fans vil begræde, at Quai des Orfèvres snart udfases), og såvel park som kvarter er et bud på, hvordan europæiske storbyer vil udvikle sig i de kommende år, efterhånden som gamle industrikvarterer og tilhørende boliger indlemmes i byrummet.
Til sidst følger vi de myldrende masser på Avenue de Clichy og beundrer Art Nouveau-indgangen til Europe-metroen. Der vil være mange fristelser på ruten, og vi vil ikke modstå ret mange af dem…
Vi går ud af metro Monceau og ser med det samme den iøjnefaldende rotonde. Lige ved siden af ligger indgangen til parken, let genkendelig med sin imponerende smedejernslåge. Vi går ind i parken og drejer til venstre. Parken er i virkeligheden en fransk hyldest til den engelske landskabsarkitektur fra midten af det 18. århundrede, og det er tydeligt flere steder. Samtidig sender parken flere hilsener til det klassicistiske ideal, og det træder frem allerede nu i form af en romersk kolonnade for enden af et aflangt bassin.
Vi går langs bassinets højre kant og skimter en lille bro, der gemmer sig under skyggefulde træer. Vi krydser broen, der respektfuld reflekterer renæssancens Italien, og passerer en lille samling af resignerede trækheste på én af parkens hovedakser – den allestedsnærværende Baron Haussman har også været forbi her i parken og skabt to brede allé’er, der krydser her i parkens midte.
Vi følger Allée de la Comtesse Ségur til parkens vestlige ende, hvor vi drejer til venstre. Her følger vi stien parken rundt og beundrer undervejs såvel skulpturer som de majestætlige huse, der rejser sig på højre hånd – gamle Pariserpalæer, der nu huser ambassader og internationale organisationer.
Vi går ud af parken af Avenue Vélasquez-udgangen og finder – på højre hånd – det lille musée Cernuschi. Opkaldt efter sin stifter, den private samler Herni Cernuschi, i hvis private palæ museet ligger. Museet rummer Cernuschis samling af asiatisk kunst, som Cernuschi angiveligt selv hjembragte fra lange rejser i Asien. En imponerende bedrift, og afhængigt af temperament kan man tilbringe lang tid på museet, der dog ikke bruger alt for meget krudt på formidlingen… Dog rummer museet en overordentligt imponerende Buddhafigur, man ikke bør gå glip af. Det er værd at notere sig, at der er gratis entré til museets permanente udstillinger, mens særudstillinger koster 9 euro for en voksenbillet.
Fra museet går vi ud på Avenue Vélazques igen. For enden af gaden drejer vi til venstre af Boulevard Malesherbes, og så til venstre af Boulevard des Courcelles. På den måde kommer vi frem til Boulevard des Batignolles, der udgør Batignolles-kvarterets sydlige afgrænsning. Vi finder Rue de Lévis, og nu er vi for alvor i Batignolles. Brasseriet Le Dôme Villiers-Paris lokker med sine tætbesatte borde og forjættende dufte, men vi tvinger os videre op af Rue de Lévis og ind i Passage de Lévis. Og her, i en snæver gade, åbner der sig en verden af små dagligvare-delikatesse forretninger. Bagere (vandt prisen for Paris’ næstbedste baguette i 2017), slagtere, chokolatier’er, oste- og fiskehandlere. Rue de Lévis har det hele, og folk strømmer til, så der er kø langt ned af fortorvet – ikke mindst foran den lille biks, der praler af at lave Paris’ bedste kebab! Skal man tro kølængden, har de ret…
Vi går langsomt gennem Passage de Lévis. Tager mod smagsprøver, beslutter os for, hvad vi senere vil vende tilbage til, hvem vi skal have noget med hjem fra. Der er masser at vælge i mellem, og det er en god idé lige at se hele gaden igennem, før beslutningen bliver truffet.
Til sidst løsriver vi os fra lækkerierne, lader den sidste duft af Paris’ næstbedste baguette smyge sig om vores næsebor. Vi når enden af Passage de Lévis, hvor vi finder et lille hyggeligt torv – Place Lévis. Her står der et lille stykke pariserhistorie: drikkevandsfontænen midt på pladsen – én af de såkaldte Wallace-fontæner, opkaldt efter den engelske filantrop, der finansierede deres opførelse efter Pariserkommunens fald. Fontænen på pladsen er stadig i vigør, og er en af de kun 95 eksisterende store fontæner, man stadig kan finde i Paris.
Efter at have beundret fontænens vellykkede møde mellem form og funktion, går vi videre til venstre af Rue Legendre. Nu begynder en masse små restauranter med meget varierede spisekort at dukke op, navnlig på gadens højre side. Priserne er absolut overkommelige, og menuerne gode. Og midt i det hele ligger butikken “Jean-Claude et Nanou” – en butik fuldkommen helliget delikatesser fra Auvergne og Aveyron-regionerne. Her fås nogle af Paris’ bedste terriner og paté’er. Så man kunne jo 1) Købe lidt baguette i Passage de Lévis 2) Købe lidt frisk frugt og grønt samme sted 3) Snuppe et par oste med, nu man er der og 4) Slutte af med paté og pølse fra Jean-Claude og Nanou. Og vin, naturligvis. Så det gør vi. Vi skal kun bære det ca. 1,5 kilometer, før vi kan holde en lille, improviseret picknick i Batignolles-parken.
Ruten fortsætter af Rue Legendre, til vi når Restauranten Olives et Cacahuètes (ja, den ser også god ud), og vi drejer til højre af Rue de Saussure. Den følger vi, til vi når Rue des Dames, hvor vi lige skal et lille smut til højre for at finde den charmerende og Instagramvenlige Passage Geffroy-Didelot. Den går vi lidt på opdagelse i, og fin er den. Restauranten le Bistrot du Passage ser også god ud – DET ER DEN IKKE! Så den holder os fra, kloge af andres skade, og går ud af passagen den vej, vi kom og tilbage op af Rue des Dames.
Vi fortsætter af Rue des Dames et godt stykke tid, krydser jernbanebroen, fortsætter og drejer så til venstre af Rue des Batignolles. For enden af gaden skimter vi kirken Sainte-Marie des Batignolles, der dækker for indgangen til Batignollesparken. Vejen derop fører forbi små caféer befolket af et meget ungt publikum. Nogle få dage om året kan man være så heldig, at der er en lille antik- og kunstmesse foran parken, men for det meste er der bare direkte adgang til parken fra pladsen. Så vi går ind i parken og leder efter et godt sted til at pakke lækkerierne ud – det kommer i den anden ende af parken. Først skal vi passere den lille pavillon, der måske rummer en udstilling, og derefter kommer vi til parkens absolutte hovedattraktion; grotten med kildevældet.
Den beundrer vi lidt, og vi følger vandløbet, til vi når parkens nedre ende, hvor vi kan pakke ud og nyde indkøbene fra Passage de Lévis og Jean-Claude og Nanou.
Vejret er skønt, maden smager fantastisk, vandet risler stille i baggrunden og trafikstøjen er stort set fraværende. Batignolles-parken er det perfekte åndehul, og vi bliver længe. Da vi bryder op, går vi ud af parkens nordvestlige udgang og kommer ud på en lille plads, hvor Pétanquespillerne er i gang, og hvor et lille hyggeligt “klubhus” fuldender pladsens højre side.
Vi skråer over pladsen og finder Rue Mstislav Rostropovitch (jo, det hedder den). Og dermed kommer vi ind i et helt andet Batignolles og noget helt nyt Paris…
Batignolles nordlige ende husede tidligere et større rangerterræn og tilhørende værkstedsbygninger for de franske jernbaner. De funktioner er nu lagt uden for Paris, og terrænet har i perioden 2007 til nu forvandlet sig til bolig- og kontorkvarter, konstrueret som enorme, meget forskellige højhuse rundt om den store bypark, Martin Luther King-Park, der nu er Paris’ ottende største park.
Vi kommer ind i kvarteret af gaden med det pudsige navn, og er man til højhusbyggeri, er der meget at se på. Husene er bevidst konstrueret meget forskelligt for at bryde den monotoni, man ellers så nemt oplever i den slags kvarterer. Samtidig bærer kvarteret umiskendeligt præg af at være meget nyt. Træer og grønt er ikke rigtigt groet til endnu, og man får lidt den samme forblæste fornemmelse som i Ørestaden. Fordi kvarteret primært er beboelse, kan der være lidt tomt (men ikke utrygt!) på fortorvene i dagtimerne. Så vi skutter os lidt i vinden og fortsætter op af gaden, til vi når Allée Colette Hellbronner. Og her ligger kraftcentret i det nye Batignolles: Paris’ nye justitspalæ, der rummer en række forskellige retsinstanser, kriminalpolitiet og dele af justitsministeriet. Som det står der som tre glaskuber stablet oven på hinanden op til 160 meters højde er det ganske overvældende og måske en smule trykkende. Maigret ville næppe føle sig hjemme, men effektiviseringsgevinsten ved ud- og sammenflytningen skulle være ganske enorm for det franske retsvæsen – så det må vi trøste os med.
Generelt bærer kvarteret præg af det fortætningsparadigme, der går gennem de fleste europæiske storbyer i disse år. Man skal sætte pris på sine naboer…
Vi går hen af allé’en, til vi når indgangen til Martin Luther King-parkens nordvestlige hjørne. Her følger vi den lille snoede sti, der fører os forbi den første af en række legepladser og over i parkens nordøstlige side. Her sætter vi kursen syd på af den lange lige sti, der fører frem til udsigtspavillonen ved parkens midterakse. Vi går op af trinnene til pavillonens udsigtsdæk, hvorfra vi tydeligt kan se parken og overskue dens lay-out i form af en række af mindre, afgrænsede rum med hver deres funktion.
Når vi ser den anden vej, rammes blikket af et massivt glashus. Det er helt almindelige lejligheder, og udsigten må være fantastisk. Men, igen skal man holde virkelig meget af sine naboer, for det er godt nok en kompakt byggestil og et forholdsvis offentligt liv, der leves dér.
Vi finder trappen ned fra pavillonens anden side og fortsætter sydpå gennem parken. På vejen passerer vi de store, centrale bassiner i parken, skaterbanen, storbyhaverne og picknick-området. Parken bærer præg af at være ny og endnu ikke helt tilvokset, men den er meget livlig og præget af de lokale – det skal nok blive godt.
Vi forlader Batignollesparken i den sydlige ende og står på Rue Cardinet. Her drejer vi til venstre, og kort derefter til højre af Rue Nollet. Vi er nu igen i det klassiske Batignolles, og de små (fødevare-)butikker begynder så småt at dukke op til højre og venstre. På den måde når vi igen frem til Rue Legendre, hvor vi drejer til venstre. Det tynder ud i mad- og delikatesseforretninger her, til gengæld begynder andre små specialbutikker af dominere; tøj, møbler, antikviteter, design. Batignolles har det meste, og hvis kræfterne er til det, skal der vindues-shoppes på vejen.
Således når vi frem til Avenue de Clichy, der afgrænser Batignolles på den nordøstlige side. Vi går ned af avenuen, hvor det primært er gadelivet, der kalder på opmærksomheden. Det myldrer på storbymåden, og trafikken er markant og larmende.
Vi sætter tempoet lidt op og når til sidst frem til Place de Clichy. Her finder vi igen Boulevard des Batignolles, som vi kort følger, til vi endegyldigt forlader kvarteret ved at dreje ned af Rue Saint Petersburg. Den følger vi, til vi når rundkørslen, hvor den møder Rue de Liège, Rue de Londres og Rue de Madrid. Vi går ned af Rue de Madrid, hvor turen ender ved indgangen til metrostationen Europe Simone-Veil. Her beundrer vi den klassiske Art Nouveau metro-indgang, arkitekten Hector Grimauds smukke arbejde, før vi sætter os i metroen hviler fødderne for en stund.
Pariserpromenader 