På en sommerdag i Paris

Solen høvler ned over den galliske hovedstad. En fin dis, der formentlig desværre også består af smog, indhyller Triumfbuens top. Luften står stille, og det er varmt. Men: Det er også Paris, og vi er her jo ikke for at sidde på hotelværelset, så vi skal ud i varmen og storbyen. Og køles lidt ned undervejs.

Dagen bør starte eller slutte på Montmartre, på pladsen foran Sacre-Coeur. Er man virkeligt morgenfrisk, starter sommerdagen med at se solen stå op over den langsomt vågnende by. Dele øjeblikket med de allestedsnærværende gadefejere. Men man kan sagtens komme lidt senere, mens luften stadig er morgenfrisk, og livet er godt i gang.

Fra Montmartre bevæger vi os mod et morgenmadsstop. Vi har god tid og en lang dag foran os, så det skal være brunch. Så ned fra Montmartre med funicularen, krydse Boulevard de Clichy og finde Café Marlette i Rue des Martyrs. Her serveres en solid, nutidig brunch. Så her sidder vi, mens solen arbejder sig frem over facaderne på bygningerne over for café’en.

Vi tager en metro, skifter på Gare St. Lazare til linje 13, og når frem til Rodinmuseet (station: Varenne). Museets skygge- og stemningsfulde have er et dejligt sted at tilbringe en sommerformiddag, mens vi langsomt slentrer rundt mellem Rodins utroligt udtryksfulde skulpturer. Haven er et kunstværk i sig selv, og Rodins parisiske bolig, der i dag er museet, er et smukt lille palæ, der leder tankerne hen på et vinslot i Bourgogne.

Efter museet går vi langsomt – i skyggen – mod Luxembourghaven. I nærheden af haven køber vi ind til en picknick eller tager måske sandwiches fra La Parisienne-bageriet i Rue de Vaugirard. Vi supplerer med en hel del vand og lidt kølig rosé fra Franprix’en i Rue Jean Bart lige bag bageriet. Og så sætter vi os ellers ind under træernes skygge og nyder maden. Bagefter er det måske tid til en lille lur, eller til bare at iagttage livet i parken, joggerne og børnene, der søsætter sejlbåde i spejlbassinet.

Her fra går turen til Maraiskvarteret. Vi skal slentre rundt i kvarteret, og på magisk vis – helt af sig selv – bærer fødderne os forbi Pozettos italienske is i Rue du Roi de Sicile, nummer 39. Det er vi da nødt til at prøve, nu vi er her – og det skuffer ikke.

Så er det nok tid til at vende næsen hjemad, hvile lidt og lade op til aftenen. Her er der to muligheder: Enten at dykke ned i det levende og larmende udendørs-restaurantmiljø i nærheden af hallerne – i Rue des Lombards eller Rue de la Verrerie. Der er nok at vælge i mellem, og reservationer er ikke nødvendige.

Alternativt kan vi gå til Quai d’Austerlitz og finde den store, grønne bygning, der ligger på Seinen – centret for mode og design (Cité de la mode et du désign). Ikke fordi, vi skal se på mode, men fordi centret danner ramme om Paris’ pt. absolut bedste rooftop-restaurant og café. Her kan vi sådan set sagtens bruge resten af aftenen, mens solen går ned over Seinen, og vi har første parket.

Eller vi kan afslutte med turen til Montmartre og solnedgangen over Paris.

Skriv en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.