Top-tips:
- Husk rigtigt tøj. Vi er under jorden, og der er konstant 14 grader varmt og til tider lidt klamt. Det kan desuden være koldt at vente i køen.
- Der er kortest køer til indgangen efter klokken tre om eftermiddagen, tirsdag til fredag. Så dette er det bedste tidspunkt at besøge katakomberne på – og der er stadig masser af tid til selve besøget.
- Bestil gerne billetter på forhånd, så kan den værste kø undgås.
- Et besøg i katakomberne kan kombineres med promenaden “På udflugt i Butte Aux Cailles“.
Attraktionen
Katakomberne. “Her går du ind i de dødes rige” maner skiltet ved indgangen. Og sådan er det. 300 kilometer underjordiske gange, gamle kalkminer lavet om til sidste hvilested for generationer af afdøde parisere. Heraf er godt 1,5 kilometer den attraktion, der går under navnet Katakomberne.
Oprindeligt opstod katakomberne i Paris i 1785, da kirkegården “Cimetière des Innocents” skulle ryddes. Efter gammelt romersk forbillede blev knogler og kranier anbragt i nedlagte minegange, sirligt stablet på rækker og geled. Og her går vi så, mens vi håber, at lyset aldrig må gå ud, omgivet af de dødes tavse udspørgen, de tomme øjenhulers insisteren. Katakomberne er på en gang uhyggelige og imponerende, en seværdighed men også en eksistentiel udfordring som de konfronterer os direkte med døden – og en oplevelse.
Selve besøget – der dækker blot halvanden kilometer af katakombernes vældige kompleks – varer cirka en time.
Det praktiske
Adresse: 1, Avenue du Colonel Henri Rol-Tanguy, 75014 Paris. Det er ved Place Denfert-Rochereau.
RER: Linje B, station: Denfert-Rochereau
Metro: Linjerne 4 og 6, station: Denfert-Rochereau
På Katakombernes hjemmeside er der information om åbningstider, billetpriser og forventede ventetider. Der er også mulighed for at forhåndskøbe billetter.