Top-tips:
- Vælg Concorde-stationen som ankomststation. På den måde får man spadsereturen gennem Tuilerieshaverne til Louvre. Det er en flot tur.
- Pavillon de l’Horloge er en sidepavillon til Louvre. Her kan man se en glimrende, interaktiv udstilling om museet og kunstværkerne. Godt som forberedelse, måske lidt langtrukkent for børn.
- På Louvre hjemmesiden er der nogle tematiske ture gennem museet. Her anbefales turen Masterpieces, hvor man blandt andet ser Mona Lisa
Attraktionen
Louvre. Den imponerende ramme om det franske monarki. Gigantisk kunstmuseum med en fantastisk samling af malerier og skulturer fra renæssancen og op til 1848 – men isprængt aktuelle temaer. Museet rummer herudover en stor samling af kunst fra den islamiske verden samt værker fra de store verdens-civilisationer. Og så, naturligvis, Mona Lisa, billedet man bare skal se, selv om det ikke nødvendigvis er indlysende hvorfor – eller en særligt rar oplevelse.
Louvre er et gigantisk museum med en unik placering i hjertet af Paris. For enden af Tuileries-haverne med den forkætrede pyramide som indgangsparti, hviler museet tungt og strengt med udsigt over Seinen. Der er kø til Louvre på alle årstider, i sagens natur længst i højsæsonen. Der kan købes billet på forhånd, og det anbefales.
Det er værd at huske, at Louvre rummer en række imponerende kunstværker og er så uendeligt meget mere end bare det sted, hvor Mona Lisa hænger. Stedet er helt formidabelt som kulturhistorisk indgang til Europa eller det gamle Ægypten, og slottet er i sig selv en seværdighed med dets mange flotte rum og sale, dets udsmykning og den verdenshistoriske betydning, man mærker tyngden af overalt, hvor man færdes.


Det praktiske
Adresse: Rue De Rivoli, 75001 Paris.
Batobus, stop Louvre.
RER: Linje C, station: Musée d’Orsay).
Metro: Linje 1, station: Louvre, Rivoli eller Palais Royal, Musée du Louvre (også med linje 2) eller Concorde (også linje 8 eller linje 12).
På Louvremuseets store og virkeligt gode hjemmeside er der link til forhåndsbestilling af billetter, tips til besøg, mulighed for at planlægge besøget og meget, meget mere.
Louvremuseet rummer som nævnt et hav af værker, og man kunne – med lethed – bruge en uge på museets samlinger. Og så stadig ikke få alt med. Så jeg anbefaler meget, at man bruger hjemmesiden til sin forberedelse. Finder ud af, hvad man gerne vil se, hvor det er, og hvordan museet er opbygget. Og i øvrigt nyder den kunst og den indretning, der er på vejen mod Mona Lisa. Museet kan sagtens ses med børn. De bør dog nok være fra 10 år og op. Eller være lovet slik, hvis de er rolige…