Orangeriet

Top-tips:

  • Man kan købe en kombi-billet til Orangeriet og Musée d’Orsay. Det anbefales, dels fordi man på den måde får en stor, samlet oplevelse af impressionismen, dels fordi de to museer ligger tæt, og det rent faktisk er realistisk, at man kan “klare”dem begge på én dag.
  • Selv om Monets åkander er hovedattraktionen, rummer Orangeriet meget anden god kunst. Det anbefales at have tiden til hele museet og så slutte af med at nyde åkandernes sagte flyder forbi på væggene som afslutning
  • På en varm dag i september kan man tage sin åkandestemning med sig ud i Tuileries-haverne, som Orangeriet ligger i. Finde en stol i solen og lade den parisiske indian summer varme det opadvendte ansigt, så batterierne lader helt op.

Attraktionen

Orangeriet. Oprindeligt bygget – i 1852 – som vinterherberg for Tuilerieshavernes appelsintræer. Efterfølgende underligt glemt og stedmoderligt behandlet. Og så skal der findes et sted, hvor den franske stat kan lade alle tiders kunstgave komme til hæder og værdighed; Claude Monet forærer staten 8 kæmpestore åkandebilleder og værkets proportioner fordrer noget helt særligt. Og Orangeriet er født som museum…

Der er en ganske særlig stemning i Orangeriet. Dels fordi, det er et forholdvis lille museum, dels fordi de store turistgrupper, der kan præge de andre museer, sjældent lægger vejen forbi. Museets stille rum og det særlige lysindfald fra de store vinduer ud mod Seinen maner til dæmpet samtale og langsom siden rundt foran Cezannes, Matisses, Renoirs… ja, alle de stores malerier.

Juvelen i kronen er dog det åkanderummet. Her hænger åkanderne hele vejen rundt – og ja, rummet er rundt – fra luft til gulv. Og som man drejer sig for at tage de mange nuancer og farvespil ind, føles det som om åkanderne driver langsomt forbi én i skyggerne fra hængepile ud over den lille flod i Giverny, hvor Monet så ofte stillede sit staffeli op. Man skal have ualmindeligt travlt for ikke at lade sig fange ind og næsten hypnotisere.

Åkanderne driver forbi – svært at yde det retfærdighed på en Iphone…

Det praktiske

Adresse: Jardin des Tuileries, havernes nordlige hjørne ud mod Seinen.

Batobus: Musée d’Orsay eller Louvre
RER: Linje C, station: Musée d’Orsay
Metro: Linje 1, 8 eller 12, station: Concorde

museets hjemmeside fremgår billetpriser, åbningstider, særudstillinger og lignende. Bemærk, at værkerne fra tid til anden skal renoveres, eller at rummene bruges i officielle sammenhænge, hvor kun inviterede kan komme til – så hold øje med det for at undgå ærgerlige oplevelser.

 

Skriv en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.