For nogle er transportmulighederne i Paris en attraktion i sig selv. Først når man har stået en augustdag med høj luftfugtighed i en tætpakket metrovogn, der holder helt stille på Ile de la Cité-stationen, er man en rigtig pariser. For andre gælder det bare om at finde den hurtigste vej mellem to punkter.
Så for nogle år siden var det simpelt: Som turist i Paris tog man metroen. Og ellers fik man ømme fødder. Måske forvildede man sig en sjælden gang i mellem ind i en bus, men så var det også dét.
I mellemtiden er der så også kommet tramways, færgebusser på Seinen og bycykler til. Og mulighed for at leje Segways og scootere (i følge en ven en “suveræn måde at opdage Paris på”). Han har helt sikkert ret. Der er desuden private operatører, der tilbyder såkaldte “hop-af-og-på-“busser, der kører mellem turistattraktionerne.
Her på siden gennemgås de vigtigste muligheder for transport og deres priser. Bemært, at priserne udvikler sig dynamisk, hvorfor prisoplysningerne her på siden ikke nødvendigvis er helt korrekte – men jeg retter dem, lige så jeg er blevet opmærksom på eventuelle unøjagtigheder.
Metro, bus, tram og RER
Det er nemt: Download app’en “Bonjour RATP” (iPhone;Android). Her kan man købe præcis de billetter, man har brug for. Det anbefales at købe Paris Visite tickets – de vil dække de flestes behov (1, 2, 3 og 5 dage til alle zoner, inklusive transporten til-fra lufthavnen).
Billetterne kan bruges ikke alene til metroen, men også til busser, RER (inden for Paris’ grænser) og Tramways. Tram’en er en art letbane, der kører over jorden på ydersiden af ringmotorvejen om Paris – nogle steder et stykke uden for ringmotorvejen.
De gode gammeldags papirbilletter udfases i løbet af 2025, men kan endnu købes metrostationerne, enten ved de bemandede luger, eller direkte i automaterne.
Velib
Velib er navnet på Paris’ bycykel-ordning. Bycyklerne findes både som almindelige cykler og el-cykler, og der er afhentningsstationer over hele Paris. Som turist kan man vælge mellem et 24-timers pas eller et ugepas. Et pas dækker op til fem cykler, så man kan lave gruppereservation. Det koster fem euros at leje en cykel i 24 timer og 15 euro for en uge.
Det anbefales at ordne al brugerregistrering hjemmefra, og at downloade velib-app’en til sin smartphone på forhånd. Når man så har lejet en cykel, får man en pinkode, man kan taste ind i cykles betjeningspanel – og så er man i gang. På app’en kan man se Velibstationerne (der er ganske mange) og status på tilgængelige cykler på de enkelte stationer. (se afsnittet “links” for at finde link til registrering).
Pariserne er så småt ved at vænne sig til, at der er cykler i gadebilledet. Og de er i vekslende grad begejstrerede for det. Der tages ikke det samme hensyn til cyklister som i dansk bytrafik, og der reageres markant på uagtsomhed / ubetænksomhed i trafikken. Kør derfor roligt, på én lang række, brug i videst muligt omfang cykelspor, hvor de findes og tag hensyn til medtrafikanterne.
Batobus
Batobus er en lille, gul færge, der sejler på Seinen. Idéen med Batobus’en er, at den forbinder de største attraktioner, der ligger ud til Seinen – og det jo mange af de største og vigtigste i Paris. Batobus’en har ni stationer, sejler i henhold til fast fartplan og tilbyder tre typer af billetter:
1-dags, 2-dags og 1-års pas. For voksne koster de tre pastyper henholdsvis 17, 19 og 60 euros, så det kan næsten ikke betale sig kun at købe et endagspas. Der er ikke guides om bord på bådene, så de kan ikke erstatte en tur med de store turist-flodbåde, der navnlig sejler fra Eiffeltårnet. Men de er gode som sjov og nem transport.
Lægger man ca. 30 euros oven i billetprisen, får man samtidig billet til “Open Tours Paris”, en hop-af-og-på dobbeltdækker-turistbus, der kører mellem mange turistattraktioner, og hvor man så får guide med oven i købet. Billetter til Open Tour busserne kan selvfølgelig også købes uafhængigt af Batobus-systemet som 1-,2- eller 3-dages pas.