Sacré-Coeur

Top-tips:

  • Det er sjovt for såvel børn som voksne at tage den lille tovbane op til kirken. Stationen ligger på hjørnet af Rue Foyatier og Rue Tardieu.
  • Der er fantastiske muligheder for fotos fra pladsen foran kirken. Enten af kirken, eller den anden vej ud over Paris. Solopgange er stærkt fotogene her.
  • Bag kirken ligger der en lille bypark, hvor der er ro og meget få turister. Den kan være rar at slappe af i.
  • Besøget i kirken kan være en god anledning til at se Montmartre generelt. Læs promenaden “På Montmartres snoede gader” for forslag til vejen rundt i denne bydel.

Attraktionen

Sacré-Coeur. Kirken, eller rettere: Basilisken, på toppen af Montmartrehøjen. Færdigbygget i 1914, indviet i 1919. Arkitektur, der deler vandene; for nogle et mesterværk, for andre en rædsel, der hyppigt kaldes “kagen” som følge af sine meget afrundede former. Men dens beliggenhed er uden sidestykke, udsigten over Paris aldeles fantastisk og de snoede gader omkring den idylliske og særprægede.

Alene måden, man kommer til Kirken på er en del af oplevelsen. Om det så er af de snoede trapper eller ved hjælp af den lille tovbane “Funiculaire”, som er en del af transportnettet og dermed kan bruges med en almindelig metrobillet eller Paris-visite passet.

Det praktiske

Adresse: 35, Rue du Chevalier de la Barre, 75018 Paris.

Metro: Linje 2, stoppested Anvers. Linje 12, stoppested Abbesses.

Kirken er åben hver dag fra klokken 6 til 22.30. Der er adgang til kirkens krypt og tårn. Sidstnævnte kræver, at man forcerer 300 trappetrin – der er ikke elevator.

Kirkens hjemmeside

Man skal huske, at Sacré-Coeur er et religiøst sted. Der er derfor dresskode (ingen bare lår eller bare skuldre), og den håndhæves. Der kan være ceremonier i kirken, så dele af den er afspærret for turister på nogle tidspunkter af dagen – det fremgår typisk af hjemmesiden og/eller opslag ved døren. Det er dog typisk ikke i særlig lang tid.

Skriv en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.