På opdagelse i nordøst

Denne promenade fører gennem det 20. og 19. arrondissement, før vi ender, hvor Canal St. Martin går under jorden ved de store boulevarder. Undervejs ser vi to meget forskellige parker, et gigantisk udstillings- og aktivitetsområde og får en smuk afslutning langs med Canal St. Martin.

Overordnet rutebeskrivelse

Turen starter ved metrostationen Couronnes, lige ved Père Lachaise-kirkegården. Herfra snor den sig gennem to spændende parker med flotte udsigter over Paris, henholdvis Parc de Bellevillle og Parc des Buttes Chaumont. Videre over Boulevard Jean Jaurés, til man når frem til udstillings- og vidensskabsparken, Parc de la Villette. Herfra til Bassin de la Villette og videre langs med den smukke og rolige Canal St. Martin, til turen slutter ved Rue du Faubourg du Temple.

Hvad man oplever undervejs

Ruten starter i bunden af Bellevillekvarteret ved metrostationen Couronnes. Belleville var oprindeligt en landsby uden for Paris, men som byen voksede, blev Belleville en naturlig parisisk bydel i 1860. Rundt omkring i kvarteret finder man stadig spor af den oprindelige landsby, ofte uventet og i spredte klumper.

Belleville har i mange år været præget af at være tilflytningssted for indvandrere fra de tidligere franske kolonier i Afrika. Det giver på én gang kvarteret et meget levende udtryk og et blandet rygte. Siden slutningen af 80’erne har kvarteret dog oplevet dels en stigende gentrificering, dels en markant tilflytning af kinesiske indvandrere, så Belleville i dag er én af to Paris’ to China Towns.

Undervejs på ruten vil man se en hel del gadekunst i form af store murmalerier af meget høj kvalitet. Malerierne udnytter ofte den baggrund, de er malet på, så fremspring i mure og beton bliver en del af kunsten.

Drej op af Rue de Couronnes og gå ind i Parc de Belleville. Hvis man kommer ved 9-tiden om morgenen, vil man sandsynligvis se en gruppe kinesiske, kvindelige pensionister dyrke Tai-Chi. Imens spiller deres mænd bordtennis på et skræmmende højt niveau og under meget larm og latter ved siden af. Søg mod det højeste punkt i parken – det er på toppen af den trappe, der går hele vejen gennem parken fra top til bund. Heroppe fra er der en storslået udsigt over Paris, blandt andet med kig til Eiffeltårnet.

Udsigten over Paris fra Bellevilleparken

Herfra går turen videre til Parc des Buttes Chaumont via at dreje ned af Rue Piat, gå til højre af Rue De Belleville og så til venstre af Avenue Simon Bolivar.

Buttes Chaumont-Parken udnytter dels det naturligt stejle terræn i det nordøstlige Paris, dels at området har været brugt til kalkudvinding, hvilket skaber dramatiske landskabseffekter. Gå ikke glip af Sibylle-templet midt i parken og kom gerne i juni, når de japanske kirsebærtræer blomstrer. Parken er sen-romantisk i stil, bevidst anlagt så den fremstår som ren naturkraft i modsætning til de stilligt anlagte Tuileries og Luxembourg-haver.

Sibylle-templet på l’Ile de Belvedere, Parc des Buttes Chaumont

I parken er der flere steder fine udsigter over det nordøstlige Paris, og Montmartre-basilisken dominerer perspektivet.

Vi går ud af parken i dens nordlige hjørne og kommer så ud på Rue Manin. Den følger vi, til vi når Rue d’Hautpoul. Vi går ned af Rue D’Hautpoul og på den måde gennem et forholdsvist anonymt boligkvarter. For enden af gaden, drejer vi til højre af Avenue Jean Jaurès, så til venstre af Rue des Ardennes, før vi drejer til højre af Rue Delesseux, der fører os ind i Parc de la Villette. Når vi kommer denne vej ind, mødes vi af en storslået bygning med et bølgende tag: Paris’ konservatorium for rytmisk musik og dans. Selve Villetteområdet er gigantisk og tjener flere formål. Det er rammen om et eksperimentarium, har naturvidenskabelige udstillinger i stort format og er samtidig et stort rekreativt område med café’er og legepladser. Så man kan hvile fødderne, evt på en bænk i parkens østlige side, ud mod kanalerne.

Her løber de to store kanaler Canal St. Martin og Canal de l’Ourcq sammen i det, der hedder “kanalkrydset”. Der ligger husbåde langs kajerne, tempoet er sat på slentre-mode og fragtpramme arbejder sig dovent ud mod Marne-floden. Hvis turen startede kl 9 om morgenen, er en lille sult måske begyndt at melde sig. Med gode pauser indlagt vil det nu være tid til en tidlig frokost, og kursen sættes derfor mod syd, ned mod Bassin de la Villette. Her ligger en række restauranter, der står for et nyere, eksperimentelt køkken, stadig godt og umiskendeligt fransk, men med dristige fornyelser af klassikerne.

Jeg anbefaler Le Pavillon des Canaux. Den er rolig, ligger med en dejlig udsigt til bassinet og serverer en håndværksmæssigt fortræffelig Croque Monsieur. Restauranten har glimrende øl, men laver derudover gode juicer – et must, hvis man er til ingefær (og ellers bør man nok lade dem være…).

Fødderne er lidt ømme, men det går endnu, så det gør vi også. Turen fortsætter sydpå, til vi når Rotonde de Stalingrad. Rotonden er en gammel toldbod, fra da man sejlede varer ind til Paris og de skulle fortoldes. Den er et kig værd, og den italienske restaurant i Rotonden er én af de bedre. Navnlig om aftenen er der et vældigt liv omkring Rotonden, blandt andet med udendørs servering i et miljø, der kan minde om Street Food-miljøerne i Danmark – og Bassinet er vældigt pænt i aftenlys.

Men vi skal videre, langs med Canal St. Martin, hvor en række restauranter og caféer lokker med os, ligesom nye lækre specialbutikker trækker øjnene til. Trafiklarmen er øget her, og trætheden begynder at melde sig. Så vi går den sidste del af turen i et målrettet tempo, langs med kanalen, til den når det punkt, hvor den glider under jorden, ind under de store boulevarder, hvor den fortsætter, til den når frem til Seinen ved Bastillepladsen. Med lidt held har vi set de både, der sejler nordpå og det fascinerende syn, når de passerer én af de syv sluser undervejs.

Vi er nu fremme ved Rue Faubourg du Temple. De rigtigt friske fortsætter til Place de la République og videre herfra af de statelige boulevarder frem til de dyre adresser i 2. arrondissment. Vi andre finder en metro, tager hjem og slår benene op.

One thought on “På opdagelse i nordøst

  1. Tak for en dejlig og lidt anderledes tur gennem Paris. Der er en del nye spots jeg ikke kender endnu. Jeg vil prøve at følge jeres rute næste gang jeg kommer til byen.

    Like

Skriv en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.